søndag den 6. februar 2011

Dagligdagen begynder... COOL! :D

Kære Danmark

Jeg har det fantastisk. Her er superfedt. Hvis du har lyst til at tale politik, går du hen til en tilfældig person og spørger ind til deres hjemland. Hvis du har lyst til at have det sjovt, gør du det. Hvis du har lyst til at bombadere din hjerne med viden, deltager du i en såkaldt 'lesson'.
Men ja, her er fedt. Lige en Lykke-opdate:

Siden jeg skrev sidst er der sket mange spændende ting. Jeg har for eksempel valgt mine fag. Så fagene på mit skema er følgende:
Higher level:
BIOLOGI
ANTROPOLOGI
TEATER

Standard level:
MATEMATIK
ENGELSK
DANSK (selvstudie)

ja, jeg valgte teater og det er super-over-koldylt-herre-fedt! I timerne taler vi for tiden (denne uge var min første uge i rigtig skole) om teaterets oprindelse – altså græsk teater. Vi koncentrerer os om Ødipus, manden der slog sin far ihjel og giftede sig med sin mor. Her kigger vi på skuespillet og læser replikker. Min lektie til tirsdag er 25, ja 25, engelsk tætskrevne sider, uden billeder, om græsk teater. Så vidste I at korets vigtigste funktion er at være VIDNE til begivenhederne i skuespillets gang, så de VEJLEDER publikum igennem stykket og på den måde DRAMATIGØR skuespillet. Det er langt, men det er på en speciel måde meget interessant. Jeg er vild med teater.
Når man, som jeg har teater på høj niveau på Waterford, er det meget normalt at man hjælper 2.års teater-eleverne med deres uafhængige projekt. Det er et projekt, hvor de skal instruere et skuespil, og et af spillene kommer til at være med til det utrolig berømte Grahamstown teaterfestival.
Jeg har derfor været til 4 auditions fra onsdag til fredag. Et af stykkerne handler om hvordan man som individ, kan føle sig bundet/ fanget i en fælde i et forhold, et andet om en pige, der ikke kan finde til rette i denne verden, et om løgne, men det bedste handler om DRØMME! Det er jeg blevet en del af.

Drømme-spillet har intet manuskript, så det er skuespillerne, der er med til at forme skuespillet, og det er os der skaber vores egne karakterer. Stykket er instrueret af Tirso fra Mexico, og Armel fra Burundi hjælper til. Det er så fedt, for de to gutter super cool, og jeg er sikker på det bliver en fornøjelse at være en del af!

Jeg har også antropologi. Det er nice. Vi filosoferer over, hvad kultur er, og hvilken kultur du tilhører, hvis du er født i DK og som spædbarn flyttet til Afrika med dine forældre og er blevet opdraget som dansker med danske traditioner. For du er jo ikke en del af den danske kultur geografisk, men mere i din bevidsthed. Det er UTROLIG interessant. Jeg er vild med det. Vi gennemgår også europæiske tidsaldre for at undersøge deres forhold til kultur, viden m.m. :)

Biologi er cool. Matematik er svært. Dansk er vi ikke begyndt på ordentligt endnu. Engelsk er dybt interessant. Jeg er i ”engelsk som 2. sprog”-klassen. Dette gør, at min klasse repræsenterer hele verden. Lige nu er vores emne ”Koloniseringen af europærerne i Afrika”. Vi taler om, hvordan demokrati fungerer nogle steder i verden og ikke andre, og om det er etisk korrekt, at vestlige lande slås for demokrati. Der kan da være andre måder at styre et land på. Kan der ikke?

I dag var jeg i kirke. Jeg har været i kirke alle de søndage, jeg har været her i Afrika, og jeg elsker det! (Bare rolig, det er ikke obligatorisk) I kirken er der fest og farver, dans og musik, ”AMEN!” og ”HALLELUJA!”. Kirkegangerne mødes af et veloplagt gospelkor, der bare rocker. Kirkegangerne bliver revnet med af stemningen, og det ender med alle står, klapper og danser. Pludselig kommer præsten ind. Nogle gange overtager han mikrofonen fra korets forsanger og efter at have fuldendt sangen, begynder han at tale. Og nøj, hvor kan han tale. I min første gudstjeneste talte han om at have et rent hjerte og rene hænder. At lytte til prædikenen er som at åbne en bog fyldt med knaldgode og dybe citater. Det er ret fascinerende. I dag var der en kvindelig præst. Hun sagde noget, jeg har tænkt meget på efterfølgende. ”God is able to turn scars into stars!” (Gud kan forvandle ar til stjerner) - Det er smukt, er det ikke?

Når ja. Om to-tre uger har vi mid-term break, som er en 4-dags ferie. Jeg tager med 16 andre elever til Maputo (hovedstaden i Mozambique). Vi kommer til at bo i en forstad i et godt, billigt hotel, som en mozambiquers far har fundet til os. Det bliver godt.

Hav det herligt, venner!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar